Vedtægter

Vedtægter for Taarup MC Club 

§ 1 NAVN 

Klubbens navn er “Taarup MC Club”. 

§ 2 FORMÅL 

At fremme kendskabet til, og interessen for, motorcykler og motorcyklisme. 

§ 3 NYE MEDLEMMER 

a. Efter en prøvetid i klubben, skal et flertal af bestyrelsen godkende optagelsen i klubben. 

b. Nye medlemmer skal inden optagelsen være ejer af, eller have råderet over en motorcykel og fremvise gyldigt førerbevis. 

c. Et nyt medlem tildeles et medlemsnummer, eks. vil første medlem få nr. 1, osv,. Et sådan nummer er personligt og kan ikke overdrages til andre medlemmer 

d. Det er det nye medlems pligt at nedskrive, i klubbens protokol, en kort biografi om sig selv og sin motorcykel, og holde disse data ajour, så længe man er medlem. 

e. Hvis et medlem ikke har vist nteresse for klubben i ca. eet år, kan vedkommendes medlemskab, efter varsel herom, tages op på generalforsamling. 

f. Medlemmer der har været aktive i Taarup MC Club, men som er ophørt med at føre motorcykel, kan optages som passive medlemmer. 

§ 4 KONTINGENT 

a. Kontingent fastsættes af generalforsamlingen. 

b. Kontingent betales til klubbens kasserer på årets første generalforsamling, og er gældende for et helt kalenderår. Manglende kontingentbetaling medvirker automatisk udmeldelse af klubben. 

c. Indbetalt kontingent tilbagebetales ikke. 

§ 5. ØVERSTE MYNDIGHED 

Klubbens øverste myndighed er generalforsamlingen, dvs. flertallet på generalforsamlingen er altid bestemmende. 

§ 6 GENERALFORSAMLING 

a. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april måned. Indkaldelse til generalforsamlinger, såvel ordinære som ekstraordinære sker med mindst 14 dages varsel. Regnskabet skal forelægge revisionen mindst 14 dage før generalforsamlingen. 

b. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter: 1. Valg af dirigent 2. Valg af referent 3. Formandens beretning 4. Regnskabet fremlægges 5. Indkomne forslag behandles 6. Kontingent fastsættes 7. Valg af medlemmer og suppleant til bestyrelsen 8. Valg af revisor 9. Eventuelt Indkomne forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. 

c. Bestyrelsen kan indkalde til ekstraordinær generalforsamling, hvis det ved personlig underskrift begæres af mindst 50% af klubbens medlemmer eller bestyrelsen. Dagsorden skal her mindst indeholde følgende punkter: 1. Valg af dirigent 2. Indkomne forslag 3. Eventuelt 

§ 7 BESTYRELSEN 

a. Bestyrelsen består af 1 formand, 2 bestyrelsesmedlemmer og 1 suppleant valgt blandt medlemmerne. Hvert år på den ordinære generalforsamling er formanden og 1 bestyrelsesmedlem på valg. Det første år afgøres hvem af bestyrelsesmedlemmerne som er på valg, ved lodtrækning, efterfølgende år er den af bestyrelsensmedlemmerne som har siddet længst i bestyrelsen på valg. Genvalg kan finde sted. 

b. Bestyrelsen pålægges af afholde møder i sådant et omfang at klubbens planlagte aktiviteter gennemføres. 

c. Klubbens protokol opbevares af klubbens forman, og skal være frit tilgængelig for klubbens medlemmer ved møder og andre klubsammenkomster. 

§ 8 TEGNING 

Klubben tegnes udadtil af formanden i forening med 1 bestyrelsesmedlem, eller af den samlede bestyrelse. 

§ 9 REGNSKAB 

Klubbens regnskabsår er fra 1. april til 31. marts. Revisionen af regnskaberne foretages af den generalforsamlingsvalgte revisor. Vedtaget på stiftende generalforsamling den 31. marts 1997 af: Gunner Langvad, Jon Johansen og Ib Langmach 

§ 3 pkt. f. er godkendt og tilføjet af Generalforsamlingen den 13. april 2011.